
En australsk dykker slap med alvorlige kvæstelser, da en hvid haj bed ham i hovedet ud for Cape Howe på Australiens sydøstkyst.
En australsk dykker overlevede på mirakuløs vis et hajangreb ud for Cape Howe på Australiens sydøstkyst.
Eric Nerhus blev bidt i hovedet og fik flere brud i ansigtet, men da den tre meter lange hvide haj slap grebet for at sætte tænderne i overkroppen, fik den 41-årige dykker vristet sig fri, så hans søn kunne hive ham op på deres båd.
Ifølge BBC mistede Eric Nerhus meget blod, og han er fortsat i chok efter angrebet, men lægerne på det lokale sygehus beskriver hans tilstand som stabil.
Hvert år bliver omkring 15 mennesker angrebet af hajer langs Australiens kyster. Det er det højeste gennemsnit i verden.