
'Større end en minibus'. Sådan beskriver øjenvidner den haj, der spiste en turist på stranden ud for Cape Town.
De øvrige strandgæster kunne kun se på i rædsel, da den 37-årige Lloyd Skinner fra Zimbabwe blev trukket under bølgerne og til havs af den gigantiske haj. Den 37-årige stod i vand til livet cirka 100 meter fra kysten og var i færd med at rette på sine svømmebriller, da hajen slog til.
Angrebet kom efter en periode med flere observationer af hajer ud for kysten ved Cape Town, men der var ingen advarselsflag hejst på Fish Hoek beach, hvor turisten blev dræbt.
- Vi så hajen komme tilbage to gange. Den havde mandens krop i munden, og hans arm stak op i vejret. Så blev vandet helt rødt af blod, sagde den britiske turist Phyllis McCartain til lokale medier efter angrebet ifølge The Guardian
Efter hajangrebet var de eneste rester af Lloyd Skinner hans svømmebriller og en stor blodpøl i vandet.
Den tragiske hændelse har igen rejst debatten om sikkerheden ved Fish Hoek beach. For seks år siden fik et andet dødeligt hajangreb myndighederne til at placere 'hajspottere' på bjergskråningerne omkring populære badestrande, som via radio kan sætte en sirene igang, der kan advare badegæsterne om hajer i vandet.
Det system skal nu erstattes af et elektronisk alarmsystem, som kan spore hajerne i vandet, mener kritikerne.